Lillebælt
|
Måske føler man sig lidt på dybt vand ved Lillebælt med alle de fristende tilbud. Området byder ganske enkelt på så mange muligheder, at det kan være svært at vælge.
|
Kysten rundt fra Varbjerg i nord til Assens i syd findes lystbådehavne - med gode badestrande som naboer. I det hele taget er området omkring Lillebælt én stor legeplads for vandhunde. Det er her, dykkere når bunden og finder et hav af enestående oplevelser blandt andet de undersøiske skrænter ved Middelfart.
Hvert eneste år i juli anløber stolte, bevaringsværdige gamle træskibe Middelfart og Assens. Og da fynboerne benytter enhver anledning til at holde fest, leveres der havneunderholdning, som trækker folk til fra det ganske land. Havet er og bliver centrum for ferieoplevelser ved Lillebælt. Også landkrabber kan hele sommeren opleve bæltet fra søsiden ombord på de gode skibe Mira III og galeasen Haabet. Uden blinken tør vi godt påstå, at Vestfyn har nogle af Danmarks allerbedste fiskepladser. Hvor fanger man ellers en fladfisk på 3,7 kilo og en havørred på 12? Overnatningsmuligheder er utallige og for enhver smag - fra et femstjernet hotel, campingpladser, vandrehjem, 'Bed and Breakfast' til feriehuse midt i den fantastiske natur med havet som baggrund. Søkøbstæderne i Middelfart og Assens har et væld af butikker, men du slipper altså ikke Lillebælt af syne selvom du går på oplevelse i byerne. |



