JavaScript Menus and DHTML Menus Powered by Milonic


Bente Sonne og Ulla Sonne Bente Sonne og Ulla Sonne

Kunstnernes Ø

Kunst og kunsthåndværk af høj klasse, skøn og mild natur, gensidig dynamik og inspiration. Det er bare nogle af de værdier, søskendeparret Ulla Sonne og Bente Sonne, keramiker og glasmager fremhæver ved Fyn.

Keramikeren

Ulla Sonne, Keramiker Ulla Sonne, Keramiker
Langeland har den lange tradition for Kunsthåndværk. Kerteminde har sine historiske malere fra begyndelsen af 1900-tallet, det nordfynske lys kan sammenlignes med lyset i Skagen eller Gudhjem… og overalt har den tilbagelænede livsstil og det milde landskab på Fyn haft en positiv indflydelse på tilgangen til kunst og kunsthåndværk på øen… i hvert fald historisk. Nu er opblomstringen i gang igen, og stoltheden over at frembringe unikke glasværker, keramik, billedkunst eller skulpturer er på vej tilbage.

- Det er i hvert fald mit billede som tilflytter, konkluderer Ulla Sonne, landskendt keramiker med over 20 års erfaring og anerkendelse. Hun flyttede til Svendborg i 2006 sammen med sin mand, der er selvstændig indenfor grafik, billeder og lyd. I butikken og værkstedet i de små gader nær havnen skabes keramikken, der er nordisk i stilen med finurlige detaljer, fine glasurer og farver.

- Vi er startet på en frisk her i Svendborg, langt fra København og travlheden, det store hus og mange forpligtelser. Og det er vidunderligt. Afslappetheden er meget tydelig. Her er tid til at få den mentale ro, der kræves, når man er kreativ for at kunne skabe nyt og blive ved med at holde et højt niveau, siger Ulla Sonne.



Glasmageren

Bente Sonne, Glasmager Bente Sonne, Glasmager
Det er hendes søster, glasmageren Bente Sonne, enig i. Hun bor blot 100 meter længere inde i byen i en gammel købmandsgård, indrettet med værksted til glasmageriet og butik.

- Fyn er – igen, måske – blevet et godt sted for kunsthåndværket, fordi der er kommet et rigtig positivt og energisk fokus på de mange lokale folk, der faktisk gør det rigtig godt, siger hun. Sådan var det ikke, da hun for ca. 15 år siden flyttede til Fyn.

- Jeg har altid levet lidt som myten om ’den fattige kunstner’ – arbejdet gratis og flyttet efter arbejdet, fordi der ellers ikke var noget at leve af. Vi måtte også opgive den første vision, vi havde tilbage i halvfemserne, hvor vi fandt ud af, at vi ikke kunne leve af glasset, som vi havde forventet… det var hårde år. Men der er kommet mere gang i tingene de senere år, og det åbner for en helt ny kreativitet. Det er skønt at opleve på det personlige plan, men også at folk virkelig interesserer sig for det fine kunsthåndværk igen. Det er noget nyt, og det skaber naturligvis en positiv ånd og udvikling, siger Bente Sonne.



Ro og inspiration

For søstrene er det sjovt at ende med at bo stort set ved siden af hinanden efter opvæksten i København, hvor de begge i de tidlige teenageår fandt ud af, at de ville være kunsthåndværkere med speciale i hhv. glas og keramik. De har begge levet efter devisen ’lysten driver værket’ – for penge har der stort set aldrig været i kunsthåndværk.

- Derfor er det selvfølgelig vigtigt, at man virkelig elsker det, man gør. I svære perioder er det det, der både er drivkraften til at blive ved og en stor frygt: Hvad hvis man simpelthen må holde op, fordi man ikke kan leve af det?, siger Bente Sonne. Ulla Sonne er enig.

- I perioder har jeg leveret store partier til store kunder, og det giver en tryghed, der ellers kan være lidt svær at have som kunsthåndværker med svingende indtægt. Men efter vi er flyttet herned, har jeg oplevet en masse inspiration – og det kommer af roen, tror jeg. Der er tid til at få renset ud i tankerne, siger hun.

Om det er stilheden, de idylliske landskaber, der findes hele vejen rundt eller noget helt tredje, der er så god for kreativiteten er ikke til at svare på. Men at der findes rigtig mange gode kunstnere og kunsthåndværkere på Fyn og de omkringliggende øer er et faktum.


Man skal aldrig hvile på lauerbærrene

- Vi skal bare turde komme lidt mere ud af busken, profilere os stærkere på vores lokale, høje kvalitet og unikke produkter. Det giver en effekt som ringe i vandet. Det rygtes, at vi laver gode ting og tiltrækker endnu flere af samme slags, når der bor gode kunsthåndværkere i forvejen. Vi har meget at byde på, siger Ulla Sonne, der trods alt stadig beskriver sig selv som en ’turist, der er i gang med at opdage det hele.

Begge søstre er landskendte for deres kunnen og har velfungerende forretninger. Alle drømmes mål burde således være opfyldte – fra fattig kunsthåndværker til veletableret og respekteret kunsthåndværker:

- Det er da rigtigt, at jeg føler, jeg er nået til drømmekapitlet her i livet: Jeg bor et skønt sted, arbejder med det, jeg gerne vil uden at have økonomiske bekymringer for første gang i min karriere nærmest. Men derfor er det også ekstra spændende at arbejde, give idéerne og inspirationen frit spil, siger Ulla Sonne.

Søsteren Bente er enig. - Men omvendt, så skal man aldrig helt hvile på laurbærrene, så bliver det kedeligt. Vi brænder begge to for det, vi laver og udvikler os hele tiden. Lige nu er det fantastisk spændende at følge alle de nye ting, der sker på kunsthåndværkerfronten.


Bente Sonne

Uddannet i Gudhjem Glashytte og siden 1993 indehaver af Glasblæseriet, Salig Simons Gård, 5700 Svendborg. Hun skaber både unika og brugsting som glas, vaser og skåle. Se mere på
www.glasblaeseriet.dk


Ulla Sonne

Uddannet på Skolen for Brugskunst, nu Danmarks Designskole. Hun har butik og værksted i Skt. Peders Stræde 7, 5700 Svendborg, hvorfra hun sælger såvel brugsting som unikaværker. Se mere på
www.ullasonne.dk