JavaScript Menus and DHTML Menus Powered by Milonic


Øhavets Smakkecenter Øhavets Smakkecenter

Øhavets Smakkecenter - For hele Familien

Links
Øhavets Smakkecenter er centrum for en stribe enestående naturoplevelser til vands og til lands – med garanti for nærvær, store fælles oplevelser for store og små – og ikke mindst tryghed, når I skal på vandet, hvad enten det er i havkajak eller smakkejolle.


Havets Folkevogn

Smakken, Øhavets Folkevogn Smakken, Øhavets Folkevogn
Strynø er en lille, køn ø med liv og masser af aktiviteter, der hvert år trækker mange turister, lokale og skoleklasser til. Der sker nemlig en masse på Strynø. Det lille samfund har formået at holde pulsen oppe, og en af grundene er den dynamo-effekt, som Øhavets Smakkecenter har… ikke mindst efter at de sidste sommer i 2007 kunne indvie flotte nye bygninger. En perfekt og maritimt inspireret ramme om oplevelsen for jer, der har lyst til at opleve Øhavet på nærmeste hold – se naturen, dyrene, vandet og for manges vedkommende også selv komme ud at sejle.

Smakkejollen var før i tiden kendt som ’Øhavets folkevogn’ – det hurtige og nemme transportmiddel til dyretransport såvel som fiskeri og befordring mellem øerne. Jollen er utrolig nem at rigge til, og efter blot 1-2 timers instruktion er man klar til sejlads på egen hånd.

 


Oplagt til Ø-hop

Strynø Mølle Foto: Allansta
Strynø Mølle total set fra havnen nedenfor møllen.
Anders Mørup sejlede i sommeren 2007 med sin familie, kone og to børn på hhv. fem og syv år en Øhop-tur rundt i Det Sydfynske Øhav. En oplevelse, han varmt kan anbefale for dem, der søger en lidt anderledes ferie:

- Vi ville gerne prøve noget nyt, og det var en stor oplevelse at se øerne i Øhavet på en ny måde – man bliver mere opmærksom på geografien og naturen og får en god fornemmelse af ’ægte’ sejlerliv… Det giver god respekt at komme sejlende ind i en lille havn i en jolle, siger han. - Det er en meget autentisk oplevelse, og vi vil helt sikkert gøre det igen og f.eks. se de øer, vi ikke nåede, siger han.

I centret er der bl.a. et ’byg din egen båd’-bassin, film, rørebassin og den mere historiske udstilling af joller og alle faciliteter til de lejrskoler og naturskoleklasser, der også bruger centeret. I kan f.eks. låne en krabbefanger, fiskenet, undervandskikkert og mikroskop og fordybe jer i alt det, der kribler og krabler i vandet…

Der er lagt vægt på, at de voksne skal have en oplevelse – men børnene skal også kunne blive fanget af livet i og på vandet. Det lykkes på Smakkecenteret, hvor stoffet er formidlet i børnehøjde med et aktivt, lærende og legende element. 


Fakta – Øhavets Smakkecenter:

Øhavets Smakkecenter
Øhavets Smakkecenter har eksisteret siden 1993 og blev ombygget og udvidet i 2006-2007. I dag tilbyder Smakkecentret et væld af oplevelser: Sejlerskole, havkajakkurser, natur- og kulturhistorisk udstilling, naturvejledning, teambuildingkurser og firmature, lejrskoleophold og ø-ferie – helt eller delvis til vands i smakkejolle, pramture, naturskole, sælsafari og besøg på det gamle bådeværft i tilknytning til centeret.

Øhavets Smakkecenter har en teltplads med god plads, her er bade- og toiletfaciliteter samt veludstyret køkken og spisesal. Teltpladsen ligger lige ned til stranden og har den smukkeste havudsigt.

Strynø ligger en halv times sejlads fra Rudkøbing.
Se mere på
www.smakkecenter.dk
tel: +45 62 51 55 99

Strynø har sin egen hjemmeside: www.strynoe.dk